Fodboldstøvlerne er pudset, kridtstregerne kridtet op og bolden ruller atter i Superligaen. De første fem runder af sæsonen 2012/2013 er nu afviklet og fodboldfanatikere landet rundt har fået de første indtryk og svar.
Et af de mange store spørgsmålstegn før sæsonstarten var Brøndby. De sidste sæsoner har budt på mange nedture og ikke siden sæsonen 2005/2006 er man endt højere end tredjepladsen. Det er ganske givet til et par tredjepladser siden andenpladsen i 2005/2006 (2008/2009, 2009/2010, 2010/2011). Umiddelbart lyder det ganske fornuftigt, men for en klub af Brøndbys størrelse må det betragtes som særdeles skuffende. En klub som Brøndby bør spille med om mesterskabet, et mesterskab som man ikke har været i nærheden af meget længe. I sidste sæson blev nedturen da også åbenlys og man endte som nummer ni.
Denne sæson er som sagt begyndt, hvorfor det stadig er meget tidligt, at konkludere ret meget, men ser man på
stillingen, står det klart at Brøndby stadig har enorme problemer. Indtil videre har man spillet fem kampe, hvor man har hentet en sejr og tabt de resterende fire. Dertil har man en målscorer på 4-8, altså -4. Umiddelbart tegner det altså til, at nedturen fra fortsætter.
Hvad gik galt?
Hvad der er gået galt i Brøndby, er et godt spørgsmål. Går man tilbage til tiden med Michael Laudrup, så det hele ellers lovende ud. Holdet spillede noget af det bedste fodbold nogensinde set i dansk fodbold og man var frygtet over hele landet. Nogle af datidens profiler var Thomas Kahlenberg, Morten Skoubo, Per Nielsen, Morten Wieghorst og Johan Elmander. I dag er Brøndby bestemt ikke frygtet og kvaliteten af spillet ses kun i glimt. Profilerne er nu bl.a. Michael Krohn-Dehli, Mike Jensen, Simon Makienok, Clarence Goodson og Dennis Rommedahl. Umiddelbart er det ikke dårlige spillere, men ser man bort fra Krohn-Dehli er det altså ikke profiler af helt samme kaliber. En spiller som Mike Jensen er uden tvivl et talent, men Morten Wieghorst var en erfaring eller to rigere og havde et noget højere bundniveau. En spiller som Mikkel Thygesen er bestemt også en dygtig spiller, men han virker til at være meget afhængig af holdet som helhed. Han er med andre ord ikke spilleren, der på egen hånd løfter holdet som eksempelvis en Johan Elmander kunne gøre det i sin tid. Dennis Rommedahl er selvfølgelig en profil, men i mine øjne har han været skuffende. Hans niveau på landsholdet, har han i de senere år haft svært ved at viderebringe til klubplan og det gør sig også gældende i Brøndby. Umiddelbart kunne det tyde på, at landsholdet simpelthen gør Rommedahl bedre. Endnu mere klar bliver niveauforskellen når man sammenligner Makienok og Morten Skoubo. På nuværende tidspunkt er forskellen måske ikke så stor, men dengang var Skoubo en glimrende angriber i Brøndby. I 2004/2005 scorede han 11 ligamål, et antal Makienok muligvis nok kan nå, men den store forskel er også i det spilmæssige. Skoubo var dygtig til, at agere en station i spillet og deltage, hvilket bl.a. Elmander kunne drage stor nytte af. Det formår Makienok simpelthen ikke i samme grad, da han er alt for dårlig teknisk.
Det er altså tydeligt, at Brøndby ikke når tidligere tiders højder, hverken når man ser på kvaliteten af spillet eller resultaterne. Grundlaget for denne deroute tror jeg er en kombination af flere elementer. Det er næppe muligt at opsummere dem alle her, men nogle af de mest relevant mener jeg er:
- Fejlinvesteringer i spillertruppen.
- Dårlig udvikling af talentmasse.
- Intern uro i organisationen.
- Forkerte/Dårlige valg af trænere.
- Økonomisk roderi.
- Per Bjerregaard og hans støtter.
I forhold til det første punkt, fejlinvesteringer i spillertruppen, tænker jeg på de utallige transfers, der har været alt andet end en succes. I flæng kan nævnes Babis Stefanidis, Stefan Gislason, Chris Katongo, Remco van der Schaaf, Peter Madsen og man kunne fortsætte. Det er selvfølgelig altid nemt at være bagklog, men alligevel burde det kunne gøres bedre. En af hovedpersonerne bag de mange dårlige transfers er Anders Bjerregaard, søn af Per Bjerregaard, der fik meget lang snor i Brøndby og besad en stilling han tydeligvis ikke være kvalificeret til. Umiddelbart fristes man til at tro, at ansættelsen af Anders Bjerregaard var et forsøg fra Per Bjerregaards side på, at føre klubben videre i familien. Det er klart, at når man løbende siger farvel til profiler som Daniel Agger, Johan Elmander og Thomas Kahlenberg og ikke formår at finde de rette erstatninger, vil niveauet som følge falde. Resultaterne må selvfølgelig også blive dårligere.
Punktet vedrørende den dårlige udvikling af talentmasse skal forstås i den kontekst, at Brøndby for år tilbage havde mange spændende talenter i klubbens rækker. Man talte sågar om en gylden årgang. Problemet er bare, at disse talenter aldrig nåede at integrere sig som en fast del af førsteholdet. Gode eksempler er Johan Absalonsen og Kasper Lorentzen, der så senere har gjort det glimrende i andre klubber. I mine øjne har Brøndby simpelthen ikke formået, at flytte disse talenter fra at være talenter til etablere stjernespillere. Man kan så argumentere for, at det ikke kun er klubbens, men også talenternes egen skyld. Det er dog underligt, at flere spillere så har slået til i andre klubber.
Brøndby har også lidt under en konstant og vedvarende uro i den interne organisation. Flere fremtrædende ledelsesskikkelser, som eksempelvis Herman Harraldsson, løbende har valgt at gå eller er blevet smidt ud. Det vidner om en organisation uden kontinuitet, uden tiltro til projektet og fuld af interne stridigheder og magtkampe. En del af dette har tydeligvis haft Per Bjerregaard som centrum. Han har igennem mange år lagt linien og siddet på magten, hvorfor han selvfølgelig også er ansvarlig for organisationens funktionsduelighed.
Dårlige prioriteringer omkring spillerindkøb er et stort nok problem i sig selv, men når man så samtidig vælger de forkerte løsninger på trænerposten, har man et alt andet end solidt grundlag for succes. En træner kan ikke nødvendigvis udrette mirakler, men han kan få en relativt ordinær trup til at overpræstere. Ligeledes kan han også være decideret ødelæggende for et hold. Brøndby har i mine øjne valgt en række trænere, der falder ind under den sidste kategori. Valget af Kent Nielsen forstod jeg aldrig. Man valgte en træner, der havde haft stor succes med Horsens baseret på en stram organisation og meget defensiv tilgang til spillet. En sådan træner kombineret med en trup fuld af spillere, der er mest velfungerende i en offensiv tilgang til spillet, kan ende katastrofalt. Det var præcis hvad det gjorde. Kent Nielsen overtog et hold, der lå på førstepladsen og førte det direkte mod bunden. Det var en meget uovervejet og alt for risikobetonet løsning. Senere lod man så Henrik Jensen overtage roret i den tro, at han var manden der kunne løfte Brøndby. Ser man bort fra det faktum, at han var assistent i Brøndby, havde han absolut intet leveret, der berrettigede ham til den stilling. Manden havde oplevet flere nedrykninger med sine tidligere klubber og havde aldrig haft egentlig succes i den bedste danske række. Nu har man så ansat Auri Skarbalius, en fejl der ligner en tro kopi af den fejl det var at ansætte Henrik Jensen. Skarbalius har en fortid som spiller i Brøndby, men på trænerfronten har han bestemt ikke imponeret på højeste niveau. Det er således blevet til to nedrykninger med HB Køge.
Økonomien er i ruiner. Det har selvfølgelig mange grunde. Dårlige og mange spillerhandler er selvfølgelig en af dem. En anden er selvfølgelig, at man løbende har haft meget lidt succes. Det er klart at når man økonomisk agerer som en guldkandidat (I forhold til spillerhandler, kontrakter osv.), men på banen leverer på et lavere niveau, bliver det en dyr fornøjelse. Jesper Nielsen har muligvis også været et dyrt bekendtskab. Han gav pludselig Brøndby adgang til nogle midler, man hidtil ikke havde haft. Disse midler bliver man muligvis mere eller mindre afhængige af i forhold til f.eks. lønninger. Når de midler så forsvinder, står man tilbage med et hul. Desuden vil manglende succes på banen give færre præmiepenge, færre billetindtægter som følge af lavere tilskuertal og mindre sponsorater, da et sponsorat bliver mindre attraktivt når en klub ender som nummer otte i stedet for som nummer et.
Et af de store problemer i Brøndby har uden tvivl været Per Bjerregaard. Han var manden, der ansatte Anders Bjerregaard og gav ham meget lang snor. Ligeledes har han været en afgørende person i forhold til klubbens strategi. Det er også ganske sikkert, at han har spillet en aktiv rolle i forhold til transfers, forhandling af kontrakter og valg af trænere. Han er også manden, der har været centrum for meget af den interne uro, da mange stridigheder i høj grad har handlet om hans person. Per Bjerregaard er dog aldeles ikke eneste ansvarlige for situationen. Han må have haft nogle støtter i klubben, da han ellers næppe havde kunnet blive siddende så længe.
Hvordan kommer Brøndby videre?
Skal klubben videre, skal man først og fremmest agere klogt i forhold til det fremtidige personale. Det gælder al personel lige fra direktionsgangene til omklædningsrummet. Per Bjerregaard er nu væk, hvilket forhåbentlig kan skabe ro og mere kontinuitet i klubben. Næste skridt må i mine øjne være, at erkende den nuværende situation og acceptere, at man lige nu ikke er et tophold. I mine øjne bør man melde ud, at denne sæson handler om overlevelse. Derfra kan man så udvikle klubben. Overfor nuværende og mulige sponsorere gælder det således om at udvise erkendelse af den nuværende situation og samtidig placere fokus på de fremtidige perspektiver, skabe tro på fremtidens projekt. Dertil bør man få styr på økonomien. Dette f.eks. vha. spillersalg og fokus på talentudvikling.
Rent sportslig bør man fyre Auri Skarbalius og hente en mand, der har mere erfaring fra dette niveau og har bevist sig selv som træner. Det må meget gerne være end træner, der har erfaring med det at udvikle en klub fra en bundklub og føre den fremad. Med andre ord en mand, der både kan agere lynafleder i forhold til den nuværende situation, men også kan bygge på. Gode alternativer kunne være Ove Christensen, der har stor erfaring fra tilværelsen som træner i en bundklub eller en Ove Pedersen, der står for den spillestil, truppen i Brøndby er skabt til og som samtidig også har masser erfaring fra den bedste danske række.
Transferstrategien skal revolutioneres, hvilket man også allerede er godt i gang med. Man skal simpelthen være mere kritiske omkring erhvervelsen af nye spillere. Brøndby skal finde en balance, hvor man henter forstærkninger ude fra, hvis det er påkrævet og de rette alternativer dukker op, men samtidig satser på egne talenter.
Linear visning
