Efter en skuffende sæson har Chelsea nu taget konsekvensen og fyret Villas-Boas.
Læs her.
Det kommer næppe som den store overraskelse. Chelsea har en ejer, der har postet mange penge i klubben og derfor vil han gerne se resultater. De har ikke været der og derfor er tålmodigheden sluppet op.
Jeg synes det er ærgerligt for Villas-Boas. Dette var hans chance for, at bevise sig i en af de største ligaer og på den helt store scene. Forhåbentlig får han chancen igen, da jeg er overbevist om, at han har et stort potentiale. Synes også det er en fejldisposition fra Chelseas side, da problemet i højere grad er truppen end Villas-Boas. Der er simpelthen brug for nyt blod og nye spillere. Med andre ord ville et generationsskifte være fornuftigt.
Villas-Boas fik i mine øjne ikke den nødvendige tid til den opgave. Man skulle have givet ham sommerens transfervindue og første del af næste sæson før man tog endeligt stilling til resultaterne af samarbejdet.
Nu har man så ansat Roberto Di Matteo. Det er tydeligvis en nødløsning og han kan vel være en lige så god nødløsning som så mange andre. Muligvis kan et trænerskifte puste lidt frisk energi ind på holdet og dermed styrke det på den korte bane, men på lidt længere sigt ser jeg det som en yderst uholdbar løsning, der ikke vil have den store effekt.
Det store spørgsmål er så, hvem der nu skal være permanent manager. Mange vil nævne Mourinho, men det tror jeg ikke på. Hans skilsmisse med Abramovich sidst er næppe det bedste udgangspunkt for et nyt samarbejde. Et bud kunne være Capello eller som outsider måske en Michael Laudrup. Han står i hvert fald for den type fodbold Chelsea så gerne vil udvikle sig hen imod at praktisere.